Cabiweb's blog

Af Thomas Wibling - hørehandicappet, foredragsholder, kursusleder og forfatter mm. Se thomaswibling.dk

Opgaven med at hjælpe ledige personer med handicap i arbejde er både meningsfuld og socialt ansvarlig - men opgaven er ikke uden udfordringer. Og det skyldes først og fremmest os personer med handicap selv.

Virksomhederne er typisk meget åbne. Det oplevede jeg i projektet 'Fra Barriere til Karriere', som Danske Handicaporganisationer og det lokale beskæftigelsesråd i Hillerød stod bag, og som handlede om at gøre virksomhederne mere imødekommende over for at ansætte medarbejdere med handicap.

Disse virksomheder var imødekommende - til gengæld mente de ikke, at personerne med handicap var det. Virksomhederne fortalte, at de ingen henvendelser fik fra ledige med handicap.

Som jeg ser det, har vi personer med handicap brug for tilbud fra det offentlige, hvis der skal ændres på det.

Vi har brug for tilbud, der populært sagt giver os mere tro på os selv og mere fokus rettet mod muligheder frem for mod barrierer. Konkret behøver vi tilbud, der udvikler os til at:

• Sælge os selv bedre til arbejdsmarkedet

• Få øje på og fremhæve vores ressourcer og de fordele, der er for arbejdspladserne ved at ansætte netop os

• Håndtere og navigere uden om de barrierer arbejdsmarkedet skaber for os

• Udvikle os personligt, så vores handicap fylder mindst muligt.

Landets jobcentre og andre aktører varetager et stykke hen ad vejen allerede denne opgave. Men det forholdsvist lave antal personer med handicap på arbejdsmarkedet viser, at de ikke gør det i det omfang, der er brug for.

Vi behøver en styrket indsats på det personlige og menneskelige område. En indsats, der løfter handicappedes personlige ressourcer og indstilling, så de i højere grad selv kan bide sig fast i arbejdsmarkedet. En indsats, der fremmer de selvstændige og langtidsholdbare løsninger.

Selv om både jobcentre og mange af landets arbejdspladser allerede gør en bemærkelsesværdig indsats for at skabe jobmuligheder for os mennesker med et handicap, er det ikke tilstrækkeligt. Erfaringen viser, at vi ofte ikke klarer det selv.

Af Mette Rønnau

Sociale obligationer, CSR og socialt ansvar med bundlinje. Begreber som disse er tidens buzzwords, når man færdes blandt sociale iværksættere og virksomheder med et stærkt socialt engagement. Og mener man som jeg, at vi er afhængige af virksomhederne for at løse arbejdsmarkedets udfordringer, er der grund til at stoppe op og lytte.

De nye buzzwords kredser omkring markedsfinansiering og forretningsorientering som en vej til med virksomhedernes hjælp at løse samfundets sociale udfordringer.

Sådanne benhårde argumenter er nødvendige, hvis flere virksomheder skal med. De bløde argumenter om at gøre en forskel for mennesker, der behøver en håndsrækning, slår ikke til.

Tidens buzzwords lægger op til at gribe sagerne anderledes an:

1. Over for ordinære virksomheder handler det om at fortælle klart og tydeligt, hvornår socialt ansvar giver god bundlinje.

2. Over for store virksomheder skal det gøres klart, at socialt engagement er en naturlig del af en CSR-strategi, som både skaffer virksomheden et solidt rekrutteringsgrundlag og skaber gang i butikken.

3. I den hastigt voksende underskov af socialt iværksætteri, frivillighed og utraditionelt samspil mellem det offentlige og de private virksomheder er der flere muligheder at hente, fx sociale obligationer.

Sociale obligationer handler om at forbinde:

• Investeringer (fra fonde eller kommercielle investorer) med
  
• Initiativer, som har til formål at skabe social værdi for udsatte grupper, og understøtte det med
  
• Staten, der forrenter investorernes penge på baggrund af det givne initiativs succes med at skabe social værdi.

Fx kunne det meget succesrige Projekt HighFive, der i dag er rent offentligt finansieret, eksistere på sociale obligationer.

Alle ville være vindere: Investorerne ville få afkast af deres investering, staten ville skabe konkurrence mellem projekter om investorernes penge og stimulerer socialt ansvar gennem markedet, mens målgruppens fremtidsperspektiver ville forbedres.

Det er nyt, at man kan sige højt, at det er i orden at tjene penge på at tage et socialt ansvar. Men det er i orden! Det bare med at komme i gang.

Du kan læse en længere udgave af dette indlæg på altinget.dk (kræver abonnement).

Af Mette Fenger

Kommunernes Landsforening (KL) konkluderede i august 2010, at stadigt flere ikke-vestlige indvandrere finder vej til det danske arbejdsmarked. Baggrunden var en undersøgelse fra LG Insight. Læs mere på KL's hjemmeside.

I samme måned sluttede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) sig til, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har oplevet størst nedgang i beskæftigelsen efter finanskrisen. Baggrunden var denne gang tal fra Danmarks Statistik. Læs mere på AE's hjemmeside.

Mere modsatrettede konklusioner skal man lede længe efter, og eksemplerne viser meget godt forvirringen i den offentlige debat.

Virkeligheden bag analyser som disse er desværre ikke opløftende:

Rigtigt mange indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse står stadig uden for arbejdsmarkedet. Der er en klar tendens til, at de, som er kommet i arbejde, har taget til takke med ufaglærte og lavtlønnede stillinger. Og myten om, at de bedre modstår finanskrisen end deres etnisk danske kolleger, ser ud til at skulle aflives.

Det gælder i Danmark, og det gælder internationalt. 

Migration Policy Institute har således for nyligt konkluderet i rapporten Migration and Immigrants Two Years after the Financial Collapse: Where do we stand?, at arbejdsløsheden steg hurtigere fra slutningen af 2007 og til 2009 blandt immigranter end blandt den oprindelige befolkning i de fleste af de vestlige lande, som tager imod immigranter, og som har tilgængelige data.

Forklaringen er først og fremmest, at immigranter, dvs. indvandrere, er overrepræsenterede blandt ufaglærte, har sprogbarrierer og lavere uddannelsesniveau. Og at arbejdsgivere ofte afskediger dem, der lettest kan erstattes, og som man ikke har efteruddannet.

Selv om det er et klart billede, Migration Policy Institute tegner, er det ikke almindeligt anerkendt i Danmark. Det skyldes en udbredt forvirring om to ting: Hvem gemmer sig bag betegnelser som 'nydansker', 'indvandrer' og 'efterkommer'? Og hvilken periode baserer man sin vurdering af gruppens status på arbejdsmarkedet på?

Ser man specifikt på de ikke-vestlige indvandrere, og tager man afsæt i tal fra efter finanskrisens gennembrud, er billedet helt klart:

Efter en positiv udvikling frem mod 2008 vender de nu i arbejdsmarkedets svingdør og går tilbage i ledighed. Hele 46 procent, svarende til 99.716 personer, var i 2009 enten arbejdsløse eller stod uden for arbejdsstyrken.

Der er derfor god grund til at skabe plads i integrations-debatten mellem ghetto-udspil og point-systemer til den aktive arbejdsmarkedspolitik. Meget integration begynder og ender nemlig med, om man har et arbejde og er del af et arbejdsfællesskab.

Denne tekst er en forkortet udgave af analysen Festen er forbi for nydanskere i arbejde bragt i Politiken d. 20. december 2010.

Af Mette Rønnau

Mens kommunal aktivering gennem efteråret er blevet udstillet fra sin værste side, har kravet om mere aktivering i virksomheder gjaldet stadigt højere. Men har nogen spurgt virksomhederne, om de er med på legen?

Ikke så vidt jeg ved. Men hvorfra kender vi virksomhedernes potentiale, vilje og specifikke betingelser for at aktivere flere ledige? Og kan vi uden videre være sikre på, at virksomhedsaktiveringen virker?

Her er lidt forhold, som er en overvejelse værd:

• Virksomhederne aktiverer i dag kun 15 procent af kontanthjælpsmodtagerne i match 1 og kun 6 procent i match 2. Kan de uden videre aktivere flere?
  
  
• Virksomhedscentre er den store trumf i virksomhedsaktiveringen, men virksomhedscentre er lettere at have at gøre med for større end for mindre virksomheder. Men hvad med de små virksomheder, som immervæk udgør mere end ni ud af ti?
  
  
• Opsøgende arbejde fra jobcentrenes side er afgørende, hvis virksomhedsaktiveringen skal virke. Opfølgning hver fjerde uge på en 4-ugers virksomhedspraktik slår fx selvsagt ikke til.
  
  
• Det danske arbejdsmarked er skruet sådan sammen, at organisationerne kan blokere for, at ledige, der aktiveres, udfører reelt, meningsfuldt arbejde. Men aktiveringen tappes for værdi, jo mindre reelt arbejde der indgår i den.

Selv om det er påvist, at virksomhedsaktivering virker, kommer succesen ikke af sig selv. Der skal fx være sammenhæng mellem det sociale ansvar, som virksomhederne kan vise i forbindelse med virksomhedsaktivering, og bundlinjen.

Selv med ja-hatten trukket godt ned for øjnene er det svært at tro på, at virksomhederne over en bred kam vil erklære sig klar til at løfte et socialt ansvar af ren og skær hjertevarme.

Faktisk er andelen af socialt ansvarlige virksomheder i følge SFI faldet fra 2006 til 2009. Den overordnet set positive udvikling, som man har kunnet konstatere, skyldes, at de allerede socialt ansvarlige yder en større indsats!

Det bliver en udfordring at få flere virksomheder til at arbejde systematisk og bevidst med at omsætte det sociale ansvar i konkret praksis for at gelejde aktiverings-puklen gennem virksomhederne. Men udfordringen går ikke væk af sig selv. Jobcentrene kan snarere før end siden nå grænsen for, hvor mange ledige de meningsfuldt kan fa virksomhederne til at aktivere.

Du kan læse en længere udgave af dette indlæg på altinget.dk (kræver abonnement).

Af Mette Rønnau

Socialt engagement kan skabe plads til flere med særlige behov på danske arbejdspladser. Det er også en oplagt mulighed for virksomhederne til fortsat at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Derfor arbejder vi i CABI med at sprede viden om socialt engagement.

En ting er dog at sprede viden om best practice og opfordre til handling - noget helt andet er at gøre det i praksis. Den praktiske virkelighed har det nemlig med at udfordre de råd og erfaringer, som man kan høre hos bl.a. CABI. Virksomhederne ender som regel med at justere vejen frem mod det sociale engagement, så den passer til deres egen virkelighed.

Når det sker, får vi i CABI en masse ud af at lægge øret til jorden. Og lytte. Hvad finder virksomhederne ud af på egen hånd? Kommer de med hidtil uhørte, men gode løsninger? Eller viser de med deres eksempel, hvad man i hvert fald ikke skal gøre?

Da virksomheden Glasbyggerne i Svendborg tilbage i 2008 som led i et samarbejde med CABI om projekt 'Sygefravær - en ledelsesudfordring' fandt på at udbetale mødebonus til medarbejdere med få sygedage, endte de i et stormvejr, der fik politikere, fagforeninger og arbejdsmarkedseksperter på banen: Hvordan kunne man tillade sig det? Sendte det ikke de forkerte signaler?

Et andet, mere nyligt eksempel er DSB. For nylig besluttede DSB at tilbyde fitnessabonnement til medarbejdere, der havde lyst til at træne. Betingelsen var, at så længe medarbejderne trænede mindst en gang om ugen, ville DSB betale - ellers ville prisen for abonnementet blive trukket af deres løn. På trods af, at DSB's initiativ ligesom Glasbyggernes handler om at belønne sundhed med noget, der kan måles i penge, endte DSB ikke i et stormvejr. Hvad skyldes det?

Var DSB's idé bare bedre end Glasbyggernes? Var det DSB's kommunikations- og HR-apparat, som gjorde forskellen? Eller er virkeligheden bare mere moden til den slags ordninger i dag end for to år siden?

Har du et bud, håber jeg, at du vil dele det med mig her på CABI's blog.

Uanset hvad, er den slags eksempler lærerige. De viser, at virksomheder, der arbejder med rummelighed i praksis, støder på en masse konkrete udfordringer. Virksomhederne vælger af og til at løse dem på måder, som udfordrer best practice. Måderne kan af og til være gode, dårlige eller bare spændende, fordi de udfordrer den måde, vi tænker socialt engagement.

De eksempler vil vi gerne lægge stemme til. Derfor giver vi i dette nummer af CABI Nyt debut til en artikelserie, som vi kalder "Rummelighed i praksis". Serien vil føre bevis for, at det sociale engagement i virkeligheden ikke altid er lige efter bogen.

Med venlig hilsen - Direktør Mette Rønnau

Af Anne Friis Johansen

Det går rigtig godt med nydanskeres integration på arbejdsmarkedet på den korte bane - rigtig mange er i job. Og blandt efterkommere er tendensen også god på den lange bane: Mange uddanner sig og får job, der matcher uddannelsen.

Men vi skal ikke hvile på den tilsyneladende succes: for situationen er også, at et meget stort antal indvandrere er i ufaglærte jobs - jobs, der bliver færre og færre af. Hvad gør vi om 5-10 år, når mange af de stillinger er væk?

På en konference om teknologi og integration præsenterede jeg sammen med en arbejdsgruppe nedsat af Teknologirådet for nylig et udspil til, hvordan vi bliver bedre til at integrere på den lange bane.

Blandt punkterne i udspillet er en pointe om, at indvandrere skal beskæftiges i henhold til de kompetencer, de har. Ingeniører skal populært sagt ikke gøre rent eller stå i et ufaglært job i industrien. Ikke fordi der er noget galt i at arbejde i servicesektoren eller industrien. Men fordi der bliver færre af i hvert fald de ufaglærte industriarbejdspladser.

Og ingeniører i ufaglærte jobs i servicesektoren eller industrien bruger ikke deres erhvervede kompetencer, samtidig med at de tager jobmuligheden fra en anden. Klart nok, men hvis den pågældende ingeniør ikke umiddelbart kan få arbejde som ingeniør - hvad så? Kan vi tillade os at være kræsne på indvandreres vegne med hensyn til job i en situation, hvor arbejdsmarkedet for ingeniører er mættet og arbejdsløsheden er høj?

Ja, det mener jeg, at vi kan. Det er uforsvarligt og dårlig udnyttelse af ressourcer at sætte højtuddannede indvandrere i ufaglærte jobs, når vi kan udnytte deres kompetencer på en bedre måde. Vi skal blive bedre til at bruge de kompetencer, folk har med sig, og gennem målrettede forløb tilpasse og efteruddanne til de krav, der stilles på danske arbejdspladser.

Hvis vi kun tænker på den korte bane, kommer vi til at stå i en situation med høj indvandrerarbejdsløshed om nogle år. Vi skal sørge for, at de, der har uddannelse og erfaring i forvejen, får mulighed for at bruge deres kompetencer.

Vi skal desuden blive bedre til at opkvalificere og videreuddanne de ufaglærte nydanskere. Har man fx drive og idé til selvstændig virksomhed, skal vi tilbyde opkvalificering, støtte og vejledning, der kan hjælpe til med at gå denne vej. Derfor synes jeg også, at forslaget om SU til "vækstiværksættere", der er fremsat af SydBanks direktør i weekenden, er meget interessant.

Jeg mener, at dette er en opgave, der skal løftes af virksomheder, jobcentre og uddannelsesinstitutioner i fællesskab.

Hvad mener du?

Læs mere om konferencen om teknologi og integration på Teknologirådets hjemmeside

Af konsulent Carsten Kjærgaard

I starten af marts konkluderede beskæftigelsesminister Inger Støjberg på et forløb med fokus på kommunal aktivering af langtidsledige, at - aktiveringen ikke virkede. De ledige kom ikke nærmere job.

Derfor vil ministeren nu fremme den aktivering, der foregår så tæt på en rigtig arbejdsplads som muligt. Du kan læse mere på ministeriets hjemmeside.

Men hvorfor går ministeren uden videre ud fra, at det virker for ledige at komme ud på 'rigtige arbejdspladser'? Er der hold i det?

Ja, det tror jeg, at der er. For ved at blive aktiveret på rigtige arbejdspladser, fx i virksomhedspraktik, løser de ledige nemlig billet til en værdifuld tur på arbejdsmarkedets jobkarrusel.

Jobkarrusellen er den faste, hektiske aktivitet, hvor der både fyres, hyres, nedlægges job og slås nye op. Det sker uafbrudt, finanskrise eller ej.

I perioden 1991 - 2006, hvor dansk økonomi ellers nok havde sine opture og nedture, var der fx mellem 700.000 og 800.000 jobopslag om året. Virksomhedernes døre svinger begge veje, også for øjeblikket.

Disse 7-800.000 jobåbninger er imidlertid lettere at komme til for nogle end for andre. Langt de fleste jobs besættes af dem, som enten allerede er på jobkarrusellen; dem, som kun kortvarigt er ledige; eller de nyuddannede, som står og tripper for at komme i gang.

Alle de, som enten aldrig har været på arbejdsmarkedet, eller som har siddet på ledighedsbænken i årevis, ser derimod sjældent skyggen af disse jobs. Naturligvis, kunne man sige, er de ikke lige så attraktive for virksomhederne som dem, der allerede er en del af jobkarussellen, og som ved, hvordan man sælger sig til virksomhederne.

Men her er det, at virksomhedspraktik kan gøre en forskel: Praktikken giver den ledige et par runder på jobkarussellen. Og dermed får den ledige og virksomheden mulighed for at se hinanden an og finde ud af, om der er basis for en ansættelse.

Kommunale aktiveringsprojekter kan måske nok bidrage til, at den ledige bliver opkvalificeret og arbejdsmarkedsparat. Men projektet er ikke en del af jobkarrusellen og kan derfor aldrig tilbyde et job.

Jobbene ligger nu en gang ude på virksomhedernes 'rigtige arbejdspladser'.

Mv. Carsten

Af David Graff

Der er stor forskel på, hvor gode andre aktører er til at skaffe ledige i job. Det viser en rapport, som Deloitte har udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen - læs evt. mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Hvad værre er, lægger jobcentrene tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad aktørernes kvalitetsforskel til grund som objektivt kriterium, når de vælger, hvem de vil samarbejde med. Det konkluderer Deloittes rapport i hvert fald.

Det er dog ikke mit indtryk, at jobcentrene indgår samarbejdsaftaler, som vinden blæser.

En temaside, som for nylig blev åbnet på cabiweb.dk, og som rummer interviews med seks jobcentre om aktør-samarbejdet, tyder tværtimod på, at jobcentrene gør sig rigtigt mange - men rigtigt nok også meget forskellige - tanker om og erfaringer med aktør-samarbejdet. Se temasiden Andre aktører i sygedagpengeindsatsen.

Jeg sidder for tiden og forbereder formidling om jobcentrenes håndtering af langvarige ledighedsydelses-modtagere, dvs. langvarigt ledige fleksjob-tilkendte, og også i denne sammenhæng spiller aktør-samarbejdet en væsentlig rolle. Men heller ikke i dette tilfælde er samarbejdet bevidstløst. Så langt fra.

Man skal naturligvis lytte til Deloittes konklusioner og overveje, hvordan objektive kriterier kan anvendes, når jobcentre vælger andre aktører at samarbejde med. Ingen tvivl om, at jobcentrene bør pejle efter det, der virker.

Men det er for mig at se også vigtigt at få samlet systematisk op på jobcentrenes meget varierende erfaringer for at lade dem kvalificere valget.

Aktørernes resultater er vigtige, javist, men de er ikke alt, for man kan jo nå i mål på mange måder, nogle mere langtidsholdbare end andre. Resultaterne kan næppe være alt, et samarbejde står og falder med.

Mv. David

Af David Graff

I 2004 fik i alt 1455 unge mellem 15 og 29 år tilkendt førtidspension. I 2008 nåede tallet op på 1756. Det er en stigning på knap 21 procent over fire år, og udviklingen, der især trækkes frem af stadigt flere nytilkendelser på grund af psykiske lidelser, ser ud til at fortsætte i 2009.

Læs mere om udviklingen.

Men årsagen synes ikke at være smøl eller forsømmelighed - tværtimod: De unge er sluset gennem et afklaringssystem, der er blevet mere effektivt og derfor sender flere unge på førtidspension. Man opdager fx i stigende grad unge med ADHD.

Pensionerne er i mine øjne sådan set ikke et problem, men en markering af, at ikke mindst en kapacitetsudvidelse i børne- og ungepsykiatrien og de beskæftigelsespolitiske afklaringsinstrumenter har virket.

Jeg synes, at man må nikke anerkendende til, at psykiatri- og beskæftigelsesområdet udreder flere unge og på et tidligere tidspunkt. Men man kommer på den anden side heller ikke uden om at indse succesens paradoks:

Det er samfundsøkonomisk problematisk, at flere pensioneres. Og af menneskelige årsager kunne man også tænke i at give de unge, som med tiden lærer at håndtere deres lidelse, en vej ud i det fællesskab, som arbejdsmarkedet også er.

Løsningen er næppe for alt i verden at begrænse tilførslen af unge til pensions-systemet.

Løsningen er snarere at udvikle alternativer til førtidspension eller blive bedre til at indlemme de førtidspensionerede unge på et reelt rummeligt arbejdsmarked.

Spørgsmålet er bare: Hvordan?

Af David Graff

Lige før jul vovede vi pelsen i CABI: Vi forsøgte os med et bud på, hvad jobcenter-medarbejdere bare skal vide, når de har opgaver inden for det rummelige arbejdsmarked.

Vi samlede vores bud i en database med mere end 100 hjemmesider, artikler, evalueringer, rapporter, film og så videre. Se databasen her: cabiweb.dk/jobcenterviden (åbner uden for denne menu)

Det kan måske virke lidt belærende og overmodigt bare sådan at komme og fortælle jobcentrene, hvad de bør vide. Men sådan er det ikke tænkt.

Inden vi nu præsenterer databasen, har vi besøgt tre jobcentre for at spørge medarbejderne der om, hvilken viden de anvender i det daglige og hvordan.

Og disse medarbejdere er i øjeblikket med i et internet-community, som CABI kører, hvor vi bedt dem om deres syn på databasen.

Her på bloggen kan du aflevere dine kommentarer.

Hvad er dit umiddelbare indtryk af databasen? Dur den til noget? Mangler den noget helt åbenlyst?

Mv. David