Cabiweb's blog

Af Mette Rønnau

Socialt engagement kan skabe plads til flere med særlige behov på danske arbejdspladser. Det er også en oplagt mulighed for virksomhederne til fortsat at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Derfor arbejder vi i CABI med at sprede viden om socialt engagement.

En ting er dog at sprede viden om best practice og opfordre til handling - noget helt andet er at gøre det i praksis. Den praktiske virkelighed har det nemlig med at udfordre de råd og erfaringer, som man kan høre hos bl.a. CABI. Virksomhederne ender som regel med at justere vejen frem mod det sociale engagement, så den passer til deres egen virkelighed.

Når det sker, får vi i CABI en masse ud af at lægge øret til jorden. Og lytte. Hvad finder virksomhederne ud af på egen hånd? Kommer de med hidtil uhørte, men gode løsninger? Eller viser de med deres eksempel, hvad man i hvert fald ikke skal gøre?

Da virksomheden Glasbyggerne i Svendborg tilbage i 2008 som led i et samarbejde med CABI om projekt 'Sygefravær - en ledelsesudfordring' fandt på at udbetale mødebonus til medarbejdere med få sygedage, endte de i et stormvejr, der fik politikere, fagforeninger og arbejdsmarkedseksperter på banen: Hvordan kunne man tillade sig det? Sendte det ikke de forkerte signaler?

Et andet, mere nyligt eksempel er DSB. For nylig besluttede DSB at tilbyde fitnessabonnement til medarbejdere, der havde lyst til at træne. Betingelsen var, at så længe medarbejderne trænede mindst en gang om ugen, ville DSB betale - ellers ville prisen for abonnementet blive trukket af deres løn. På trods af, at DSB's initiativ ligesom Glasbyggernes handler om at belønne sundhed med noget, der kan måles i penge, endte DSB ikke i et stormvejr. Hvad skyldes det?

Var DSB's idé bare bedre end Glasbyggernes? Var det DSB's kommunikations- og HR-apparat, som gjorde forskellen? Eller er virkeligheden bare mere moden til den slags ordninger i dag end for to år siden?

Har du et bud, håber jeg, at du vil dele det med mig her på CABI's blog.

Uanset hvad, er den slags eksempler lærerige. De viser, at virksomheder, der arbejder med rummelighed i praksis, støder på en masse konkrete udfordringer. Virksomhederne vælger af og til at løse dem på måder, som udfordrer best practice. Måderne kan af og til være gode, dårlige eller bare spændende, fordi de udfordrer den måde, vi tænker socialt engagement.

De eksempler vil vi gerne lægge stemme til. Derfor giver vi i dette nummer af CABI Nyt debut til en artikelserie, som vi kalder "Rummelighed i praksis". Serien vil føre bevis for, at det sociale engagement i virkeligheden ikke altid er lige efter bogen.

Med venlig hilsen - Direktør Mette Rønnau

Af Anne Friis Johansen

Det går rigtig godt med nydanskeres integration på arbejdsmarkedet på den korte bane - rigtig mange er i job. Og blandt efterkommere er tendensen også god på den lange bane: Mange uddanner sig og får job, der matcher uddannelsen.

Men vi skal ikke hvile på den tilsyneladende succes: for situationen er også, at et meget stort antal indvandrere er i ufaglærte jobs - jobs, der bliver færre og færre af. Hvad gør vi om 5-10 år, når mange af de stillinger er væk?

På en konference om teknologi og integration præsenterede jeg sammen med en arbejdsgruppe nedsat af Teknologirådet for nylig et udspil til, hvordan vi bliver bedre til at integrere på den lange bane.

Blandt punkterne i udspillet er en pointe om, at indvandrere skal beskæftiges i henhold til de kompetencer, de har. Ingeniører skal populært sagt ikke gøre rent eller stå i et ufaglært job i industrien. Ikke fordi der er noget galt i at arbejde i servicesektoren eller industrien. Men fordi der bliver færre af i hvert fald de ufaglærte industriarbejdspladser.

Og ingeniører i ufaglærte jobs i servicesektoren eller industrien bruger ikke deres erhvervede kompetencer, samtidig med at de tager jobmuligheden fra en anden. Klart nok, men hvis den pågældende ingeniør ikke umiddelbart kan få arbejde som ingeniør - hvad så? Kan vi tillade os at være kræsne på indvandreres vegne med hensyn til job i en situation, hvor arbejdsmarkedet for ingeniører er mættet og arbejdsløsheden er høj?

Ja, det mener jeg, at vi kan. Det er uforsvarligt og dårlig udnyttelse af ressourcer at sætte højtuddannede indvandrere i ufaglærte jobs, når vi kan udnytte deres kompetencer på en bedre måde. Vi skal blive bedre til at bruge de kompetencer, folk har med sig, og gennem målrettede forløb tilpasse og efteruddanne til de krav, der stilles på danske arbejdspladser.

Hvis vi kun tænker på den korte bane, kommer vi til at stå i en situation med høj indvandrerarbejdsløshed om nogle år. Vi skal sørge for, at de, der har uddannelse og erfaring i forvejen, får mulighed for at bruge deres kompetencer.

Vi skal desuden blive bedre til at opkvalificere og videreuddanne de ufaglærte nydanskere. Har man fx drive og idé til selvstændig virksomhed, skal vi tilbyde opkvalificering, støtte og vejledning, der kan hjælpe til med at gå denne vej. Derfor synes jeg også, at forslaget om SU til "vækstiværksættere", der er fremsat af SydBanks direktør i weekenden, er meget interessant.

Jeg mener, at dette er en opgave, der skal løftes af virksomheder, jobcentre og uddannelsesinstitutioner i fællesskab.

Hvad mener du?

Læs mere om konferencen om teknologi og integration på Teknologirådets hjemmeside

Af konsulent Carsten Kjærgaard

I starten af marts konkluderede beskæftigelsesminister Inger Støjberg på et forløb med fokus på kommunal aktivering af langtidsledige, at - aktiveringen ikke virkede. De ledige kom ikke nærmere job.

Derfor vil ministeren nu fremme den aktivering, der foregår så tæt på en rigtig arbejdsplads som muligt. Du kan læse mere på ministeriets hjemmeside.

Men hvorfor går ministeren uden videre ud fra, at det virker for ledige at komme ud på 'rigtige arbejdspladser'? Er der hold i det?

Ja, det tror jeg, at der er. For ved at blive aktiveret på rigtige arbejdspladser, fx i virksomhedspraktik, løser de ledige nemlig billet til en værdifuld tur på arbejdsmarkedets jobkarrusel.

Jobkarrusellen er den faste, hektiske aktivitet, hvor der både fyres, hyres, nedlægges job og slås nye op. Det sker uafbrudt, finanskrise eller ej.

I perioden 1991 - 2006, hvor dansk økonomi ellers nok havde sine opture og nedture, var der fx mellem 700.000 og 800.000 jobopslag om året. Virksomhedernes døre svinger begge veje, også for øjeblikket.

Disse 7-800.000 jobåbninger er imidlertid lettere at komme til for nogle end for andre. Langt de fleste jobs besættes af dem, som enten allerede er på jobkarrusellen; dem, som kun kortvarigt er ledige; eller de nyuddannede, som står og tripper for at komme i gang.

Alle de, som enten aldrig har været på arbejdsmarkedet, eller som har siddet på ledighedsbænken i årevis, ser derimod sjældent skyggen af disse jobs. Naturligvis, kunne man sige, er de ikke lige så attraktive for virksomhederne som dem, der allerede er en del af jobkarussellen, og som ved, hvordan man sælger sig til virksomhederne.

Men her er det, at virksomhedspraktik kan gøre en forskel: Praktikken giver den ledige et par runder på jobkarussellen. Og dermed får den ledige og virksomheden mulighed for at se hinanden an og finde ud af, om der er basis for en ansættelse.

Kommunale aktiveringsprojekter kan måske nok bidrage til, at den ledige bliver opkvalificeret og arbejdsmarkedsparat. Men projektet er ikke en del af jobkarrusellen og kan derfor aldrig tilbyde et job.

Jobbene ligger nu en gang ude på virksomhedernes 'rigtige arbejdspladser'.

Mv. Carsten

Af David Graff

Der er stor forskel på, hvor gode andre aktører er til at skaffe ledige i job. Det viser en rapport, som Deloitte har udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen - læs evt. mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Hvad værre er, lægger jobcentrene tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad aktørernes kvalitetsforskel til grund som objektivt kriterium, når de vælger, hvem de vil samarbejde med. Det konkluderer Deloittes rapport i hvert fald.

Det er dog ikke mit indtryk, at jobcentrene indgår samarbejdsaftaler, som vinden blæser.

En temaside, som for nylig blev åbnet på cabiweb.dk, og som rummer interviews med seks jobcentre om aktør-samarbejdet, tyder tværtimod på, at jobcentrene gør sig rigtigt mange - men rigtigt nok også meget forskellige - tanker om og erfaringer med aktør-samarbejdet. Se temasiden Andre aktører i sygedagpengeindsatsen.

Jeg sidder for tiden og forbereder formidling om jobcentrenes håndtering af langvarige ledighedsydelses-modtagere, dvs. langvarigt ledige fleksjob-tilkendte, og også i denne sammenhæng spiller aktør-samarbejdet en væsentlig rolle. Men heller ikke i dette tilfælde er samarbejdet bevidstløst. Så langt fra.

Man skal naturligvis lytte til Deloittes konklusioner og overveje, hvordan objektive kriterier kan anvendes, når jobcentre vælger andre aktører at samarbejde med. Ingen tvivl om, at jobcentrene bør pejle efter det, der virker.

Men det er for mig at se også vigtigt at få samlet systematisk op på jobcentrenes meget varierende erfaringer for at lade dem kvalificere valget.

Aktørernes resultater er vigtige, javist, men de er ikke alt, for man kan jo nå i mål på mange måder, nogle mere langtidsholdbare end andre. Resultaterne kan næppe være alt, et samarbejde står og falder med.

Mv. David

Af David Graff

I 2004 fik i alt 1455 unge mellem 15 og 29 år tilkendt førtidspension. I 2008 nåede tallet op på 1756. Det er en stigning på knap 21 procent over fire år, og udviklingen, der især trækkes frem af stadigt flere nytilkendelser på grund af psykiske lidelser, ser ud til at fortsætte i 2009.

Læs mere om udviklingen.

Men årsagen synes ikke at være smøl eller forsømmelighed - tværtimod: De unge er sluset gennem et afklaringssystem, der er blevet mere effektivt og derfor sender flere unge på førtidspension. Man opdager fx i stigende grad unge med ADHD.

Pensionerne er i mine øjne sådan set ikke et problem, men en markering af, at ikke mindst en kapacitetsudvidelse i børne- og ungepsykiatrien og de beskæftigelsespolitiske afklaringsinstrumenter har virket.

Jeg synes, at man må nikke anerkendende til, at psykiatri- og beskæftigelsesområdet udreder flere unge og på et tidligere tidspunkt. Men man kommer på den anden side heller ikke uden om at indse succesens paradoks:

Det er samfundsøkonomisk problematisk, at flere pensioneres. Og af menneskelige årsager kunne man også tænke i at give de unge, som med tiden lærer at håndtere deres lidelse, en vej ud i det fællesskab, som arbejdsmarkedet også er.

Løsningen er næppe for alt i verden at begrænse tilførslen af unge til pensions-systemet.

Løsningen er snarere at udvikle alternativer til førtidspension eller blive bedre til at indlemme de førtidspensionerede unge på et reelt rummeligt arbejdsmarked.

Spørgsmålet er bare: Hvordan?

Af David Graff

Lige før jul vovede vi pelsen i CABI: Vi forsøgte os med et bud på, hvad jobcenter-medarbejdere bare skal vide, når de har opgaver inden for det rummelige arbejdsmarked.

Vi samlede vores bud i en database med mere end 100 hjemmesider, artikler, evalueringer, rapporter, film og så videre. Se databasen her: cabiweb.dk/jobcenterviden (åbner uden for denne menu)

Det kan måske virke lidt belærende og overmodigt bare sådan at komme og fortælle jobcentrene, hvad de bør vide. Men sådan er det ikke tænkt.

Inden vi nu præsenterer databasen, har vi besøgt tre jobcentre for at spørge medarbejderne der om, hvilken viden de anvender i det daglige og hvordan.

Og disse medarbejdere er i øjeblikket med i et internet-community, som CABI kører, hvor vi bedt dem om deres syn på databasen.

Her på bloggen kan du aflevere dine kommentarer.

Hvad er dit umiddelbare indtryk af databasen? Dur den til noget? Mangler den noget helt åbenlyst?

Mv. David

Af David Graff

Diskrimination på grund af fx køn eller etnicitet foregår i det skjulte. Men det er ulovligt, og det kan medføre alvorlige skader på arbejdsklimaet og dermed på produktiviteten i en virksomhed.

Det er for at hjælpe til at undgå det, at vi netop har udsendt en pjece om diskrimination. Den henvender sig til ledere med viden, tips og ideer til at forebygge mod diskrimination og til at håndtere konkrete tilfælde af diskrimination.

Diskriminations-pjecen er imidlertid kun en ud af hele tre nye udgivelser på CABI's hylder. De to andre fortjener også lidt ord med på vejen:

I starten af måneden lagde vi sidste hånd på en pjece om, at fritidsjob er ligeså god en mulighed for unge med handicap som for andre unge: Pjecen har portrætter af unge med handicap, der har fritidsjob, ligesom den forklarer mulighederne og giver gode råd.

Dermed lægger pjecen sig i forlængelse af vores tidligere udgivelser, der behandlede fritidsjob med særligt øje for unge nydanskere.

Den tredje udgivelse er en smart, lille sag: en flyer i A5-størrelse, som giver lidt grundlæggende information og viser videre til en temaside, som lige er åbnet. Emnet for flyeren er, hvordan man kan håndtere kolleger med traumer.

Du kan finde udgivelserne på CABI's bibliotek (åbner uden for denne menu)

Af David Graff

Kan det virkelig betale sig at tage et socialt ansvar?

Jeg mener: Hvordan skulle min virksomhed få noget ud af at ansætte Carsten, der aldrig har bevist andet, end at han er god til at ryge hash og begå indbrud? Eller Katy, som nok er en dygtig bogholder - hvis bare man kunne regne med, at hun ikke lagde sig syg igen-igen, lige når regnskabet skal lukkes?

Spørgsmålene herover er ikke hentet i virkeligheden, men skudt fra leveren som en slags automat-meninger, man stadig kan trække på nogle arbejdspladser rundt om i Danmark.

Tro det eller lad være: der er endnu nogle, der tænker sådan. Og de mener de virkelig.

Det, synes jeg, er synd. Mest for dem selv. For det betyder, at de aldrig ser noget til det sociale ansvars afkast, sådan som flere og flere virksomheder ellers gør.

Okay, det er svært at sætte kroner og ører på gevinsten ved at tage et socialt ansvar. Derfor hører man mest om image-pleje, tryghed og stolthed blandt medarbejderne og plusser på virksomhedens mangfoldigheds-strategi som det, virksomhederne høster af gevinster.

Alt sammen meget godt. Men for de sidste skal der anderledes hårde argumenter på bordet. Derfor er det så fedt, når der kommer nyheder som denne i Erhvervsbladet (åbner nyt vindue).

Nyheden omtaler en global undersøgelse fra rekrutteringsbureauet Kelly Services, der viser, at social ansvarlighed er en talent-magnet...

Jeg er overbevist - men jeg samler på argumenter for at overbevise de sidste skeptikere om, at socialt ansvar betaler sig.

Har du argumenter, jeg bør høre om?

Af David Graff

Onsdag d. 4. november 2009 er en dag, man kommer til at huske for nyheden, som på den dag var at læse i Arbejdsmarkedsstyrelsen seneste udgave af nyhedsbrevet samspil.info (åbner i nyt vindue):

Det er lykkedes at få det langvarige sygefravær til at falde for første gang i en årrække!

Hvad mon årsagen kan være? Ifølge nyhedsbrevet er svaret: det politiske fokus på området...

Det mener fx Bettina Post, formand i Dansk Socialrådgiverforening, som i nyhedsbrevet udtaler:

"Der har igennem en årrække været et kæmpe politisk fokus på antallet af sygedagpengesager. [...] Det skulle næsten være mærkeligt, hvis det ikke gav målbar effekt."

Bettina Post giver desuden jobcentrene og et faldende antal sygedagpengesager per sagsbehandler en portion kredit for den overraskende og meget positive udvikling.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvordan kan politisk fokus bidrage til at knække en ellers så sejlivet kurve som sygefraværets?

Niels Bach, chef for Jobcenter Frederikshavn/Læsø, der er et af de bedste til at knække kurven, rammer for mig at se hovedet på sømmet, når han i nyhedsbrevet fremhæver to forklaringer:

Dels har hans jobcenter "arbejdet meget med at højne den faglige standard i sagsbehandlingen på sygedagpengeområdet." Og dels har jobcentret gjort "en indsats for at fastholde medarbejderne på sygedagpengeområdet."

Derved har Jobcenter Frederikshavn/Læsø både undgået problemet med at finde og indkøre kompetent personale, som mange jobcentre ellers lider under for tiden, ligesom jobcentret har suget viden, der virker, til sig i bestræbelsen på at højne fagligheden.

Hos CABI nikker vi genkendende til begge Niels Bachs punkter:

1. Vi mener, som Niels Bach, at det er nødvendigt at opkvalificere sagsbehandlingen i sygedagpengeafsnittene. Sammen med jobcentre i en række kommuner er det netop, hvad vi har gjort med det såkaldte Projekt LUCA. Se cabiweb.dk/luca (åbner uden for denne menu)
2. Niels Bachs andet punkt er som et ekko af et blog-indlæg fra CABI-konsulent Mette Skou Rasmussen fra august, hvor hun pegede på opgaven med at få de rette medarbejdere til jobcentrene som en af jobcentrenes store udfordringer. Se 'Et skæbneefterår for jobcentrene?'

Tilbage til spørgsmålet om, hvordan politisk fokus kan knække sygefraværskurven: Med Niels Bachs gode pointer i ryggen vil jeg mene, at politisk fokus ikke knækker noget som helst - men at politisk fokus naturligvis har stor indflydelse på, hvor jobcentrene vælger at investere deres tid og kræfter.

Konklusionen må derfor være, at det er jobcentrene frem for nogen andre, der med de nye tal har fået en fornem fjer i hatten.

Æres den, som æres bør.

Af David Graff

D. 6. oktober havde vi debut på et nyt nyhedsbrev fra CABI.

Nyhedsbrevet har titlen 'Den rummelige virksomhed' (åbner uden for denne menu), og det er målrettet virksomheder, som gør eller ønsker at gøre en socialt ansvarlig indsats på det rummelige arbejdsmarked.

Vi har lagt os i selen for med dette nyhedsbrev at give jer på landets virksomheder noget, der ikke bare ender i stakken med velfriseret spam fra godheds-industrien.

Nyhedsbrevet sætter spot på et emne per gang, denne gang finanskrisen og det sociale engagement, og det tager udgangspunkt i virkeligheden: virksomheder med konkrete erfaringer.

Sådan har vi grebet det an, fordi vi tror på, at eksemplets magt taler tydeligere og mere overbevisende end teoretiske overvejelser og statistik.

På de kun to sider, som nyhedsbrevet breder sig over, finder du også korte nyheder samt tips og tricks til at agere på det område af det rummelige arbejdsmarked, som denne gang er i fokus.

Baggrunden for, at nyhedsbrevet ser ud, netop som det gør, er en evaluering blandt de regionale netværk af socialt ansvarlige virksomheder (åbner i nyt vindue) af et tidligere nyhedsbrev.

Jeg håber, at I synes om nyhedsbrevet. Eller hellere: At I kan bruge det!