Cabiweb's blog

Vi vil hellere end gerne have indspark fra dig, og vi håber, at du har tid og lyst til at deltage!

Abonner på vores blog via RSS

Succes: Flere på førtidspension?

3. februar 2010 af dg@cabiweb.dk

Af David Graff

I 2004 fik i alt 1455 unge mellem 15 og 29 år tilkendt førtidspension. I 2008 nåede tallet op på 1756. Det er en stigning på knap 21 procent over fire år, og udviklingen, der især trækkes frem af stadigt flere nytilkendelser på grund af psykiske lidelser, ser ud til at fortsætte i 2009.

Læs mere om udviklingen.

Men årsagen synes ikke at være smøl eller forsømmelighed - tværtimod: De unge er sluset gennem et afklaringssystem, der er blevet mere effektivt og derfor sender flere unge på førtidspension. Man opdager fx i stigende grad unge med ADHD.

Pensionerne er i mine øjne sådan set ikke et problem, men en markering af, at ikke mindst en kapacitetsudvidelse i børne- og ungepsykiatrien og de beskæftigelsespolitiske afklaringsinstrumenter har virket.

Jeg synes, at man må nikke anerkendende til, at psykiatri- og beskæftigelsesområdet udreder flere unge og på et tidligere tidspunkt. Men man kommer på den anden side heller ikke uden om at indse succesens paradoks:

Det er samfundsøkonomisk problematisk, at flere pensioneres. Og af menneskelige årsager kunne man også tænke i at give de unge, som med tiden lærer at håndtere deres lidelse, en vej ud i det fællesskab, som arbejdsmarkedet også er.

Løsningen er næppe for alt i verden at begrænse tilførslen af unge til pensions-systemet.

Løsningen er snarere at udvikle alternativer til førtidspension eller blive bedre til at indlemme de førtidspensionerede unge på et reelt rummeligt arbejdsmarked.

Spørgsmålet er bare: Hvordan?


6 kommentar(e) til “Succes: Flere på førtidspension?”

  1. David Graff skriver:

    Min kollega Jean-Pierre Morel har i dagens udgave af Nyhedsmagasinet Danske Kommuner en kronik i, som faktisk uddyber synspunkterne i mit indlæg herover.

    Du kan læse kronikken her: http://www.danskekommuner.dk/Artikelarkiv/. Det kræves dog, at du har login til Danske Kommuners hjemmeside.

    /David
  2. Mette Pedersen skriver:

    Der findes næppe enkelte løsninger på problemet, som jeg iøvrigt er meget enig med dig i. Det eret samfundsøkonomisk og ikke mindst socialt problem, at flere unge førtidspensioneres.
    Løsningen er naturligvis heller ikke at kæmpe imod med alle midler, men snarere at se på en mere dynamisk tilgang til beskæftigelse. Nu er man enten i job eller uden, og mange af disse unge har behov for en mere helhedsorienteret indsats, hvis de skal have en uddannelse og integreres på arbejdsmarkedet - en indsats som ikke stopper, når de kommer i job!

    Vi har også gjort os en del overvejelser om udfordringerne med de udsatte unge. Det kan man læse mere om på vores blog www.arbejdsmarkedet.nu
  3. Helene skriver:

    Interessant i denne sammenhæng er, at vejen til anerkendelse og fællesskab afhænger af arbejdsmarkedstilknytningen. Kunne vi definere os uden at definere i forhold til arbejde? Kunne og turde vi tale om det kvalitativt levede liv og løse denne opgave, også på et overordnet samfundsmæssig plan.
  4. Søren skriver:

    En løsning kan være at det skal være lettere at kunne vælge pensionen fra i de perioder, hvor det går lidt bedre, med garanti for at kunne få den igen. Derudover skal kommunerne generelt blive bedre til at udnytte muligheden for tidsbegrænset tilkendelse af pension.
  5. Søren skriver:

    En løsning kan være at det skal være lettere at kunne vælge pensionen fra i de perioder, hvor det går lidt bedre, med garanti for at kunne få den igen. Derudover skal kommunerne generelt blive bedre til at udnytte muligheden for tidsbegrænset tilkendelse af pension.
  6. David skriver:

    Tak for de spændende overvejelser omkring, hvad der kan gøres for at vende udviklingen med, at stadigt flere unge får førtidspension på grund af psykiske lidelser!

    At det er en relevant snak, viser den sande mediestorm, der hærger emnet i disse dage. Se fx Jyllandspostens dækning fra den netop forgangne weekend: http://jp.dk/indland/article1986472.ece

    Senest har konsulenthuset New Insight meldt sig på banen med synspunktet, at midlertidige førtidspensioner ikke er en løsning i sig selv. Se New Insights blog indlæg på: http://arbejdsmarkedet.nu/2010/02/midlertidige-f%C3%B8rtidspensioner-g%C3%B8r-det-ikke-alene/

    Mv. David

Skriv kommentar:

Navn:

E-mail:

Url (Valgfri):

Kommentar:


Indtast de sidste tre bogstaver i det danske alfabet:


Til top - Tip en ven - Print siden
CABI - Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats - Åboulevarden 70, 3 - 8000 Århus C - Tlf.: 86 12 88 55 - cabi@cabiweb.dk