Cabiweb's blog

Vi vil hellere end gerne have indspark fra dig, og vi håber, at du har tid og lyst til at deltage!

Abonner på vores blog via RSS

Virkeligheden er ikke lige efter bogen

26. maj 2010 af dg@cabiweb.dk

Af Mette Rønnau

Socialt engagement kan skabe plads
til flere med særlige behov på danske arbejdspladser. Det er også en oplagt mulighed for virksomhederne til fortsat at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Derfor arbejder vi i CABI med at sprede viden om socialt engagement.

 

En ting er dog at sprede viden om best practice og opfordre til handling - noget helt andet er at gøre det i praksis. Den praktiske virkelighed har det nemlig med at udfordre de råd og erfaringer, som man kan høre hos bl.a. CABI. Virksomhederne ender som regel med at justere vejen frem mod det sociale engagement, så den passer til deres egen virkelighed.

 

Når det sker, får vi i CABI en masse ud af at lægge øret til jorden. Og lytte. Hvad finder virksomhederne ud af på egen hånd? Kommer de med hidtil uhørte, men gode løsninger? Eller viser de med deres eksempel, hvad man i hvert fald ikke skal gøre?

 

Da virksomheden Glasbyggerne i Svendborg tilbage i 2008 som led i et samarbejde med CABI om projekt 'Sygefravær - en ledelsesudfordring' fandt på at udbetale mødebonus til medarbejdere med få sygedage, endte de i et stormvejr, der fik politikere, fagforeninger og arbejdsmarkedseksperter på banen: Hvordan kunne man tillade sig det? Sendte det ikke de forkerte signaler?

 

Et andet, mere nyligt eksempel er DSB. For nylig besluttede DSB at tilbyde fitnessabonnement til medarbejdere, der havde lyst til at træne. Betingelsen var, at så længe medarbejderne trænede mindst en gang om ugen, ville DSB betale - ellers ville prisen for abonnementet blive trukket af deres løn. På trods af, at DSB's initiativ ligesom Glasbyggernes handler om at belønne sundhed med noget, der kan måles i penge, endte DSB ikke i et stormvejr. Hvad skyldes det?

 

Var DSB's idé bare bedre end Glasbyggernes? Var det DSB's kommunikations- og HR-apparat, som gjorde forskellen? Eller er virkeligheden bare mere moden til den slags ordninger i dag end for to år siden?

 

Har du et bud, håber jeg, at du vil dele det med mig her på CABI's blog.

 

Uanset hvad, er den slags eksempler lærerige. De viser, at virksomheder, der arbejder med rummelighed i praksis, støder på en masse konkrete udfordringer. Virksomhederne vælger af og til at løse dem på måder, som udfordrer best practice. Måderne kan af og til være gode, dårlige eller bare spændende, fordi de udfordrer den måde, vi tænker socialt engagement.

 

De eksempler vil vi gerne lægge stemme til. Derfor giver vi i dette nummer af CABI Nyt debut til en artikelserie, som vi kalder "Rummelighed i praksis". Serien vil føre bevis for, at det sociale engagement i virkeligheden ikke altid er lige efter bogen.

 

Med venlig hilsen - Direktør Mette Rønnau


0 kommentar(e) til “Virkeligheden er ikke lige efter bogen”


    Skriv kommentar:

    Navn:

    E-mail:

    Url (Valgfri):

    Kommentar:


    Indtast de sidste tre bogstaver i det danske alfabet:


    Til top - Tip en ven - Print siden
    CABI - Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats - Åboulevarden 70, 3 - 8000 Århus C - Tlf.: 86 12 88 55 - cabi@cabiweb.dk