Af Mette
Rønnau
Sociale obligationer, CSR og socialt ansvar med
bundlinje. Begreber som disse er tidens buzzwords, når man færdes
blandt sociale iværksættere og virksomheder med et stærkt socialt
engagement. Og mener man som jeg, at vi er afhængige af
virksomhederne for at løse arbejdsmarkedets udfordringer, er der
grund til at stoppe op og lytte.
De nye buzzwords kredser omkring
markedsfinansiering og forretningsorientering som en vej
til med virksomhedernes hjælp at løse samfundets sociale
udfordringer.
Sådanne benhårde argumenter er nødvendige, hvis
flere virksomheder skal med. De bløde argumenter om at gøre en
forskel for mennesker, der behøver en håndsrækning, slår ikke
til.
Tidens buzzwords lægger op til at gribe sagerne
anderledes an:
1. Over for ordinære virksomheder handler det om at fortælle klart
og tydeligt, hvornår socialt ansvar giver god bundlinje.
2. Over for store virksomheder skal det gøres klart, at socialt
engagement er en naturlig del af en CSR-strategi, som både skaffer
virksomheden et solidt rekrutteringsgrundlag og skaber gang i
butikken.
3. I den hastigt voksende underskov af socialt iværksætteri,
frivillighed og utraditionelt samspil mellem det offentlige og de
private virksomheder er der flere muligheder at hente, fx sociale
obligationer.
Sociale obligationer handler om at forbinde:
- Investeringer (fra fonde eller kommercielle investorer)
med
- Initiativer, som har til formål at skabe social værdi for
udsatte grupper, og understøtte det med
- Staten, der forrenter investorernes penge på baggrund af det
givne initiativs succes med at skabe social værdi.
Fx kunne det meget succesrige Projekt HighFive, der
i dag er rent offentligt finansieret, eksistere på sociale
obligationer.
Alle ville være vindere: Investorerne ville få
afkast af deres investering, staten ville skabe konkurrence mellem
projekter om investorernes penge og stimulerer socialt ansvar
gennem markedet, mens målgruppens fremtidsperspektiver ville
forbedres.
Det er nyt, at man kan sige højt, at det er i
orden at tjene penge på at tage et socialt ansvar. Men det er i
orden! Det bare med at komme i gang.
Du kan læse en længere
udgave af dette indlæg på altinget.dk (kræver abonnement).