Cabiweb's blog

Vi vil hellere end gerne have indspark fra dig, og vi håber, at du har tid og lyst til at deltage!

Abonner på vores blog via RSS

Rød tråd i jobcentrenes samarbejde med andre aktører?

1. marts 2010 af dg@cabiweb.dk

Af David Graff

Der er stor forskel på, hvor
gode andre aktører er til at skaffe ledige i job. Det viser en rapport, som Deloitte har udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen - læs evt. mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Hvad værre er, lægger jobcentrene
tilsyneladende ikke i tilstrækkelig grad aktørernes kvalitetsforskel til grund som objektivt kriterium, når de vælger, hvem de vil samarbejde med. Det konkluderer Deloittes rapport i hvert fald.

Det er dog ikke mit indtryk, at
jobcentrene indgår samarbejdsaftaler, som vinden blæser.

En temaside, som for nylig
blev åbnet på cabiweb.dk, og som rummer interviews med seks jobcentre om aktør-samarbejdet, tyder tværtimod på, at jobcentrene gør sig rigtigt mange - men rigtigt nok også meget forskellige - tanker om og erfaringer med aktør-samarbejdet. Se temasiden Andre aktører i sygedagpengeindsatsen.

Jeg sidder for tiden og forbereder
formidling om jobcentrenes håndtering af langvarige ledighedsydelses-modtagere, dvs. langvarigt ledige fleksjob-tilkendte, og også i denne sammenhæng spiller aktør-samarbejdet en væsentlig rolle. Men heller ikke i dette tilfælde er samarbejdet bevidstløst. Så langt fra.

Man skal naturligvis lytte til Deloittes konklusioner og overveje, hvordan objektive kriterier kan anvendes, når jobcentre vælger andre aktører at samarbejde med. Ingen tvivl om, at jobcentrene bør pejle efter det, der virker.

Men det er for mig at se også vigtigt at få samlet systematisk op på jobcentrenes meget varierende erfaringer for at lade dem kvalificere valget.

Aktørernes resultater er vigtige, javist, men de er ikke alt, for man kan jo nå i mål på mange måder, nogle mere langtidsholdbare end andre. Resultaterne kan næppe være alt, et samarbejde står og falder med.

Mv. David


Kategori: Jobcentre, Anden aktør  |  Skriv kommentar


Den væsentligste viden til jobcentrene?

11. januar 2010 af dg@cabiweb.dk

Af David Graff

Lige før jul vovede vi pelsen i CABI: Vi forsøgte os med et bud på, hvad jobcenter-medarbejdere bare skal vide, når de har opgaver inden for det rummelige arbejdsmarked.

Vi samlede vores bud i en database med mere end 100 hjemmesider, artikler, evalueringer, rapporter, film og så videre. Se databasen her: cabiweb.dk/jobcenterviden (åbner uden for denne menu)

Det kan måske virke lidt belærende og overmodigt bare sådan at komme og fortælle jobcentrene, hvad de bør vide. Men sådan er det ikke tænkt.

Inden vi nu præsenterer databasen, har vi besøgt tre jobcentre for at spørge medarbejderne der om, hvilken viden de anvender i det daglige og hvordan.

Og disse medarbejdere er i øjeblikket med i et internet-community, som CABI kører, hvor vi bedt dem om deres syn på databasen.

Her på bloggen kan du aflevere dine kommentarer.

Hvad er dit umiddelbare indtryk af databasen? Dur den til noget? Mangler den noget helt åbenlyst?

Mv. David


Kategori: CABI's udgivelser, Jobcentre, rumme  |  Skriv kommentar


Faldende sygefravær er en fjer i hatten på jobcentrene

5. november 2009 af dg@cabiweb.dk

Af David Graff

Onsdag d. 4. november 2009 er en dag, man kommer til at huske for nyheden, som på den dag var at læse i Arbejdsmarkedsstyrelsen seneste udgave af nyhedsbrevet samspil.info (åbner i nyt vindue):

Det er lykkedes at få det langvarige sygefravær til at falde for første gang i en årrække!

Hvad mon årsagen kan være? Ifølge nyhedsbrevet er svaret: det politiske fokus på området...

Det mener fx Bettina Post, formand i Dansk Socialrådgiverforening, som i nyhedsbrevet udtaler:

"Der har igennem en årrække været et kæmpe politisk fokus på antallet af sygedagpengesager. [...] Det skulle næsten være mærkeligt, hvis det ikke gav målbar effekt."

Bettina Post giver desuden jobcentrene og et faldende antal sygedagpengesager per sagsbehandler en portion kredit for den overraskende og meget positive udvikling.

Men tilbage står spørgsmålet: Hvordan kan politisk fokus bidrage til at knække en ellers så sejlivet kurve som sygefraværets?

Niels Bach, chef for Jobcenter Frederikshavn/Læsø, der er et af de bedste til at knække kurven, rammer for mig at se hovedet på sømmet, når han i nyhedsbrevet fremhæver to forklaringer:

Dels har hans jobcenter "arbejdet meget med at højne den faglige standard i sagsbehandlingen på sygedagpengeområdet." Og dels har jobcentret gjort "en indsats for at fastholde medarbejderne på sygedagpengeområdet."

Derved har Jobcenter Frederikshavn/Læsø både undgået problemet med at finde og indkøre kompetent personale, som mange jobcentre ellers lider under for tiden, ligesom jobcentret har suget viden, der virker, til sig i bestræbelsen på at højne fagligheden.

Hos CABI nikker vi genkendende til begge Niels Bachs punkter:

  1. Vi mener, som Niels Bach, at det er nødvendigt at opkvalificere sagsbehandlingen i sygedagpengeafsnittene. Sammen med jobcentre i en række kommuner er det netop, hvad vi har gjort med det såkaldte Projekt LUCA. Se cabiweb.dk/luca (åbner uden for denne menu)
  2. Niels Bachs andet punkt er som et ekko af et blog-indlæg fra CABI-konsulent Mette Skou Rasmussen fra august, hvor hun pegede på opgaven med at få de rette medarbejdere til jobcentrene som en af jobcentrenes store udfordringer. Se 'Et skæbneefterår for jobcentrene?'


Tilbage til spørgsmålet om, hvordan politisk fokus kan knække sygefraværskurven: Med Niels Bachs gode pointer i ryggen vil jeg mene, at politisk fokus ikke knækker noget som helst - men at politisk fokus naturligvis har stor indflydelse på, hvor jobcentrene vælger at investere deres tid og kræfter.

Konklusionen må derfor være, at det er jobcentrene frem for nogen andre, der med de nye tal har fået en fornem fjer i hatten.

Æres den, som æres bør.


Kategori: Sygefravær, Jobcentre  |  3 kommentarer / Skriv kommentar


Et skæbne-efterår for jobcentrene?

17. august 2009 af dg@cabiweb.dk

Af Mette Skou Rasmussen

Den 1. august tog jobcentrene hul på et efterår, der byder på mange udfordringer:

  1. Den 1. august blev jobcentrenes statslige del nedlagt, og kommunerne skal nu løfte hele opgaven, både med forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere i alle match-kategorier, erhvervsvejledning og så videre.
  2. Efteråret vil byde på stigende ledighed - det gør jobcentrenes opgaver større.
  3. Jobcentrene kan se frem til større lovændringer i løbet af efteråret, specielt på sygedagpengeområdet, hvor der bl.a. stilles krav om aktivering af de sygemeldte. Også det gør opgaverne større.
  4. Endelig har jobcentrene haft problemer med at rekruttere nye medarbejdere. Det giver behov for generel opkvalificering og direkte oplæring af flere personalegrupper i jobcentrene.

Der er gang i debatten om, hvorvidt og hvordan jobcentrene vil klare opgaven.


En ting er dog sikkert: Jobcentrene kan igen se frem til at blive kigget over skulderen af nysgerrige, der vil se, hvordan opgaven håndteres. Det er man sig helt bevidst på jobcentrene, der lige nu arbejder på svaret.

For mig at se bliver det endnu mere vigtigt nu at få mål og resultatstyring til at gå op i en højere enhed med en god virksomheds- og borgerservice.

For at kunne dette som myndigheds- og servicevirksomhed, tror jeg bl.a., at det er afgørende for jobcentrene at have fokus på:

 

  • Godt lederskab - bl.a. skabe fællesskab om strategi og opgave
  • Koble det eksperimenterende med sund fornuft
  • Skabe gode relationer til samarbejdspartnere
  • Give plads til videndeling og kompetenceudvikling.


Ingen tvivl om, at det bliver et spændende efterår - lad mig gerne høre dit bud på, hvilke udfordringer der venter forude, og hvilke løsninger der kan og bør komme i spil...

/Mette


Kategori: Finanskrise, rummelighed, Jobcentre  |  Skriv kommentar


Til top - Tip en ven - Print siden
CABI - Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats - Åboulevarden 70, 3 - 8000 Århus C - Tlf.: 86 12 88 55 - cabi@cabiweb.dk